’Styrk hjerne og velvære med social kontakt’
Læs om kognitiv stimulation – et tilbud der også udbydes af CSV
Artikel Fra Alzheimerforeningen juni 2019
Forskning peger på, at det mest effektive, man kan gøre for at styrke sin hjerne, er at lave mange forskellige aktiviteter og gerne i selskab med andre mennesker
Mange af de tiltag, der i forskningen viser en god virkning, er aktiviteter, som foregår i sociale sammenhænge. Det kan for eksempel være kognitiv stimulationsterapi, reminiscens, samtalegrupper med ligestillede og lignende aktivitetstilbud.
Alsidig aktivering af hjernen
Af Mette Tandrup Hansen, Nationalt Videnscenter for Demens
Kognitiv stimulationsterapi er en anerkendt metode, der bruges systematisk i mange lande, og den er også på vej til at blive udbredt i Danmark.
Metoden bygger netop på en alsidig aktivering af hjernen. Det foregår typisk ved, at personer med demens mødes i grupper på omkring 5-7 personer et par gange om ugen sammen med to professionelle gruppeledere. Møderne følger en fast struktur, som er beskrevet i en manual. Metoden omfatter en bred vifte af aktiviteter, der sigter mod at stimulere tænkning, koncentration, hukommelse med videre. For eksempel drøfter man aktuelle emner eller store begivenheder, og på forskellig vis inddrages orientering i tid og sted, ordlege, spil, musik og andre kreative aktiviteter.
Forskning viser, at kognitiv stimulationsterapi kan være med til at fastholde eller måske endda forbedre deltagernes funktionsniveau, særligt de sproglige evner, og at metoden bidrager til øget trivsel og velvære hos deltagerne.
Hjernens netværk
Når man er aktiv og forholder sig til andre mennesker, aktiveres flere af hjernens netværk samtidigt. Forskning viser, at dette er den mest effektfulde måde at stimulere hjernen på. Det gælder, både hvis man gerne vil forebygge demens, og hvis man allerede har en demenssygdom.
Ud over den brede stimulation af hjernen kan socialt samvær have en positiv sidegevinst i form af motivation. Det er ganske enkelt nemmere at tage initiativ til at komme ud ad døren, når man har forpligtet sig over for andre, hvilket er med til at skabe en positiv spiral.
Tilpas til den enkelte
Ved demens er det vigtigt også at tænke individuelt. Det er forskelligt, hvad man har lyst til og interesserer sig for – og ikke mindst, hvad man kan mestre. Det gælder både i forhold til den konkrete dagsform og i forhold til, hvor påvirket man er af demenssygdommen.
Derfor bør man løbende tilpasse fysiske og sociale aktiviteter og udfordringer til den enkelte.
For mange mennesker med demens bliver det med tiden svært at være i større og komplekse sociale sammenhænge. Derfor er tilbud tilpasset mennesker med demens – for eksempel i den lokale Alzheimerforening eller et kommunalt tilbud – ofte nemmere at mestre og få udbytte af.